Cannes’ sjæl finder du i Le Suquet
Det historiske kvarter Le Suquet er stedet, hvor Cannes afslører sin autentiske sjæl – langt fra det glamourøse liv langs Croisetten. Her i hjertet af det gamle Cannes venter charmerende oplevelser, smalle stræder og en atmosfære fyldt med historie.
Middelalderstræder fører dig til toppen
Le Suquet-kvarteret er forbeholdt gående, og flere hyggelige ruter snor sig op til toppen af Mont Chevalier.
En af de mest populære er Rue Saint-Antoine, byens ældste vej. Følger du denne brostensbelagte gade hele vejen op, ender du på Place du Suquet – det perfekte udgangspunkt for at udforske områdets seværdigheder.
Vil du direkte op til udsigtspunktet ved museet La Castre, kan du i stedet vælge Rue du Mont Chevalier, som ligger blot 50 meter fra Rue Saint-Antoine. Her venter en betagende panoramaudsigt over Cannes og Middelhavet.
Le Suquets seværdigheder – kunst, historie og udsigter
Tæt på Place du Suquet finder du Le Suquet des Artistes, et kreativt kunstmiljø med en usædvanlig historie. Lokalerne har tidligere fungeret som byens lighus, men i dag er de forvandlet til et levende galleri dedikeret til Cannes’ lokale kunstnere. På de 850 m² kan du opleve værker af fire anerkendte kunstnere: Olivier Domin, Richard Ferri-Pisani, Grégory Berben og Olivia Paroldi.
Bevæger du dig mod øst, i retning af havnen, støder du på to af Le Suquets mest ikoniske seværdigheder:
- Notre-Dame d’Espérance – Cannes’ ældste kirke fra 1642, kendt for sin smukke gotiske arkitektur og fredfyldte atmosfære.
- Musée de la Castre – et museum for verdensopdagelse med en imponerende samling af antikviteter, etnografiske skatte og kunstværker. Herfra får du også adgang til det nærliggende tårn, hvor du kan nyde en fantastisk udsigt over Cannes og bugten.
For at nå disse seværdigheder fra Place du Suquet kan du vælge mellem to ruter:
- “Hurtigruten” ad trappen Trav. de la Tour for den direkte vej op.
- Den mere charmerende rute via Rue du Pré og Rue Louis Perrissol, hvor du passerer små gallerier og hyggelige gårdhaver undervejs.
Billedgalleri fra Le Suquet:
Rue du Suquet
Place du Suquet
Place du Suquet
Rue du Perrissol
Rue du Perrissol
Kirken Notre-Dame d'Esperance med det romanske tårn fra 1642
Place de la Castre med museet La Castre
Udsigten fra Place de la Castre
Le Suquet – et historisk tilbageblik
Le Suquets historie går langt tilbage og følger den udvikling, mange byer langs Sydfrankrigs kyst har gennemgået. De første bosættere var formentlig ligurerne, som slog sig ned både på bakken Le Suquet og på øen Saint-Marguerite.
Arkæologiske udgravninger fra 1970’erne har afsløret spor af en befæstet boplads fra det 6. århundrede f.Kr., hvilket vidner om områdets strategiske betydning. Denne strategiske placering tiltrak også romerne, som under deres erobringer oprettede en militærpost, kendt som Castrum – et navn, der i dag lever videre i museet La Castre.
Efter romernes tilbagetrækning fra Frankrig i år 486 gik der omkring 500 år, før munkene fra Lérins-øerne overtog området. I år 1000 tog munkene kontrol over Castrum og udbyggede befæstningen med både tårn og volde, som i flere århundreder sikrede området mod angreb.
Det var først i slutningen af 1400-tallet, at munkene trak sig tilbage til klosteret på Saint-Honorat, og Le Suquet blev omdannet til en selvstændig kommune.
Et af Le Suquets mest markante vartegn, kirken Notre-Dame d’Espérance, blev påbegyndt i 1521. Byggeriet blev dog forsinket af både krige og den store pestepidemi og stod først færdigt i 1642. Under Anden Verdenskrig blev kirken endda anvendt som midlertidigt hospital.
I dag fungerer pladsen foran kirken som scene for det populære musikevent “Nuits musicales du Suquet”, der finder sted hver juli og tiltrækker både lokale og besøgende fra hele verden.
Af Tommy Sverre -opdateret 2025