
Lérins-øerne ved Cannes
Kun et stenkast fra La Croisette – på den modsatte side af Cannes-bugten – ligger Lérins-øerne. Øgruppen består af fire øer, hvoraf Île Sainte-Marguerite og Île Saint-Honorat er de største og mest interessante. De to mindste øer er i praksis små klippeformationer i havet.
Øerne kan nås med bådfart fra Cannes, Mandelieu, Golfe-Juan og Nice, og overfarten tager fra 15-60 min.
Île Sainte-Marguerite – fængsel, skove og undervandskunst
Île Sainte-Marguerite er den største af øerne og måler ca. 3 km i længden og 900 meter i bredden. Øen er dækket af skov og stier og er især kendt for sit gamle fængsel Fort Royal, hvor den mystiske Mand med Jernmasken sad indespærret i 1600-tallet. I dag huser fortet et museum med maritime og arkæologiske udstillinger.

En særlig attraktion ved øen er Cannes’ undervandsmuseum, hvor seks monumentale skulpturer af Jason deCaires Taylor er nedsænket på lavt vand. De kan opleves med snorkel og maske – et unikt møde mellem kunst og havmiljø.
Spisesteder på Sainte-Marguerite
Der findes to restauranter på øen:
L’Escale, ved færgelejet, tilbyder enkle retter og kolde drikke i afslappede omgivelser.
La Guérite, beliggende i en lille bugt, er en eksklusiv strandrestaurant med middelhavsinspireret gourmetkøkken og livlig stemning. Bordreservation anbefales kraftigt i højsæsonen.
Île Saint-Honorat – klosterliv og cistercienservin
Den nærliggende ø Île Saint-Honorat er mindre – ca. 1,5 km lang og 400 meter bred – men har en lige så fascinerende historie. I over 1.500 år har den været hjemsted for et cistercienserkloster, hvor munke i dag stadig lever og arbejder.

Øen byder på fredelige stier, kapeller og ruiner samt mulighed for at besøge det imponerende middelalderkloster. I klosterets butik kan du købe vin, likør og olivenolie, som produceres på øen.
Restaurant på Saint-Honorat
La Tonnelle ligger smukt i vandkanten og serverer middelhavsretter, ofte tilberedt med råvarer fra øen selv – herunder klosterets egne vine.

Færge til Lérins-øerne – fra Cannes og Nice
Der sejler regelmæssige færger fra Cannes til begge øer. Overfarten tager ca. 15 minutter til Île Sainte-Marguerite og 20 minutter til Île Saint-Honorat.
I sommerhalvåret findes der desuden direkte færge fra Nice til Sainte-Marguerite, med en sejltid på cirka 1 time – ideelt for dagsturister fra Nice.
Læs mere om færgerne og billetreservation her.
Øerne er bilfri og uden overnatningsmuligheder, hvilket bidrager til deres fredelige atmosfære. Husk at medbringe vand, solbeskyttelse og evt. snorkeludstyr.
3 seværdigheder tæt på Lérins-øerne
La Croisette i Cannes – Den ikoniske promenade med luksushoteller, palmer og designbutikker.
Musée de la Castre – Museum med udsigt over Cannes og udstillinger i et gammelt slot.
Le Suquet– Den gamle bydel i Cannes.
Af Tommy Sverre – opdateret 2025














