Fyrværkerifestival i Cannes – en uforglemmelig sommeroplevelse

Fyrværkerifestival i Cannes – en uforglemmelig sommeroplevelse

Hver sommer i juli og august forvandles Cannes til en magisk scene, når seks aftener med spektakulært og musikalsk fyrværkeri lyser nattehimlen op. Festivalen tiltrækker over 700.000 tilskuere og byder på imponerende shows, hvor verdens førende fyrværkeriteams dyster om den prestigefyldte pris, Vestale d’Or – en ære, der kun uddeles hvert fjerde år.

 

Feux d'artifice à Cannes
Selvom fyrværkeriet først begynder kl. 22, samles der allerede flere timer i forvejen et stort publikum på stranden i spændt forventning – ©cityxee.com

Musikalsk fyrværkerifestival i Cannes

Fyrværkerishowene affyres fra platforme ude i Cannes-bugten og kombinerer ild, farver og lyd i spektakulære koreografier, nøje synkroniseret med musik. Hvert show varer cirka 25 minutter, og det visuelle drama mod havets mørke bagtæppe skaber en oplevelse, man sent glemmer.

Datoer for 2025:

  • 4., 14. og 22. juli

  • 5., 15. og 24. august

International konkurrence og publikumsafstemning

Festivalen, der har fundet sted siden 1967, afholdes som en international konkurrence. En professionel jury uddeler priser som Vestale d’Argent og den sjældne Vestale d’Or, mens publikum også kan stemme på deres favorit via festivalens officielle hjemmeside. Hvert show repræsenterer et nyt land og en ny kreativ fortolkning af fyrværkerikunsten.

fyrværkeri festival i cannes fra en katamaran
Nyd en uforglemmelig sommeraften ombord på et luksuriøst middagskrydstogt med katamaran, der varer tre timer og sejler ud fra Cannes.

Sådan får du den bedste oplevelse

Langs La Croisette
De fleste samler sig langs strandpromenaden. Kom i god tid – gerne før kl. 20.30 – for at sikre dig en god plads med udsigt til bugten.

Fra en båd
Flere rederier tilbyder specialture med katamaran, hvor du oplever showet fra havet med middag og drikkevarer inkluderet. Disse ture er populære og bliver ofte udsolgt lang tid i forvejen.

Bestil din fyrværkeri-oplevelse på en katamaran her

Ved strandrestauranterne
Flere strandrestauranter langs La Croisette tilbyder reserverede loungeområder og servering under åben himmel. Priserne starter typisk fra €40-65 per person, afhængigt af beliggenhed og service.

Tips til transport og parkering

Fyrværkeriaftener i Cannes er magiske – men det samme kan ikke siges om trafikken. Fra omkring kl. 21 og frem til efter midnat bliver gaderne tæt pakket, og det kan tage lang tid at komme ud af byen.

Hvis du ankommer i bil og parkerer i et af de centrale parkeringshuse, skal du være opmærksom på, at udkørsel ofte først er mulig efter kl. 24.00.

Vil du undgå stress, anbefales det at ankomme tidligt – gerne flere timer før showstart – så du har mulighed for at finde parkering i gaderne uden for centrum. Vær opmærksom på, at de fleste parkeringshuse i Cannes er fyldte allerede ved 20.30-tiden.

Et godt alternativ er at tage toget. Det er hurtigt, nemt og tilgængeligt fra stort set alle byer langs den franske Riviera.

Du kan også vælge at parkere i en nærliggende by som Biot eller Villeneuve-Loubet, hvor der er gratis parkering tæt på togstationerne. Herfra er der direkte tog til Cannes. Husk at tjekke togtiderne for hjemturen, så du undgår unødig ventetid efter showet.

Se alle events i Côte d’Azur Eventkalender

Af Tommy Sverre – opdateret 2025

CITYXEE anbefaler disse oplevelser omkring Cannes

Scroll to Top

Tilmeld nyhedsbrev