La Tête de Chien vandretur med ekstraordinære udsigter

Tilføj Fjern
Tilføj Fjern

La Tête de Chien vandretur med ekstraordinære udsigter

La Tête de Chien udsigtspunktet giver dig de mest spektakulære udsigter over den franske Riviera og Monaco med Le Rocher, klippen med den gamle bydel.

La Tête de Chien udsigt
Langs vandreturen La Tête de Chien får man ekstraordinære gode udsigter langs den franske Riviera – ©cityxee.com

Turbeskrivelse – Vandretur La Tête de Chien

Mange vandreture langs Côte d’Azur byder på flotte udsigter, men la Tête de Chien ved La Turbie tager alligevel førstepladsen. 

La Tête de Chien betyder “hundens hoved” på fransk, og når klippen ses fra havsiden, kan man med lidt fantasi se, at den ligner en profil af et hundehoved.

Det, der gør denne vandretur helt speciel, er at dens udkigspunkt er placeret  på en fremskudt klippe, der giver udsyn til til begge sider af Monaco. Mod øst til Menton og den italienske grænse, og mod vest helt til Esterél-bjergene ved Théoul-sur-Mer.

Tag en god picnickurv med på denne vandretur, slå dig ned på udsigtspunktet og giv dig selv en enestående naturoplevelse.

Se drone videoen sidst i artiklen.

udsigtspunktet La Tête de Chien, La Turbie
Fra udsigtspunktet La Tête de Chien får man en meget stor oplevelse – ©cityxee.com
 

Vandreturen kan vandres i flere forskellige længder afhængig af hvilken rute, man vælger. Her finder du kort over henholdsvis en kortere og mindre strabadserende tur på 2 km, der går direkte til udsigtspunktet og en lidt længere tur på 6 km, der går langs højdedraget og når udsigtspunktet sidst på turen.

Uanset hvilken du vælger, vil du ikke fortryde, at du tog til La Turbie og gik denne vandretur.

  • Længde: 2 eller 6 km (tur/retur)
  • Sværhedsgrad: Let / Moderat
  • Tidsforbrug: 45 min / 2,5 timer
  • Elevation: +/- 48 / 352 m

2 km turen

Her følges vejen fra parkeringspladsen og man fortsætter frem til Fort la Tête de Chien. Herfra går stien til højre for fortet – se kortet herunder – og videre til udsigtspunktet.

6 km turen

Her følges vejen fra parkeringspladsen og efter ca 450 meter starter stien på venstre side, hvor et skilt viser vejen (balise nummer 604). Herfra går man mod en lille radarstation, hvor stien fortsætter på venstre side af radarstationen.

OBS! Følg  nu stien og afmærkningen indtil balise nummer 612 (skilt med afmærkning). Her skal man gå lige ud og ikke følge stien til venstre som afmærkningen viser. 

Følger man skiltningen får man en cirka 1 km længere tur, kommer helt ned til hovedvejen i et villakvarter og skal derefter opad til stien igen. Se kortet herunder, der viser vejen.

Denne tur går langs højdedraget mellem La Turbie,  Monaco og Cap d’Ail. Den første del af ruten giver et fantastik view over hele Monaco. Her ser man tydeligt hvordan byens kvarterer er placeret og ikke mindst et flot view over Le Rocher, klippen med den gamle bydel.

Herefter går man mod Cap d’Ail og igen byder ruten på ekstraordinære udsigter over den franske Riviera. Til slut går man op mod udsigtspunktet og derefter retur til parkeringspladsen. 

Turstart – Vandretur La Tête de Chien

Turen begynder fra en lille parkeringsplads lige uden for La Turbie. Fra centrum af La Turbie tager man Avenue Cap d’Ail mod syd og efter 400 meter drejes til ventre ad Rute de la Tête de Chien. Fortsæt herefter cirka 1 km frem til parkeringspladsen på højre side af vejen (der ligger faktisk to parkeringspladser lige efter hinanden).

Du kan også anvende gps-ruten til parkeringspladsen i Google-kortet sidst i artiklen.

Startpunkt for vandreturen La Tête de Chien i La Turbie
Cirka 100 meter fra parkeringspladsen går man gennem åbningen på højre side af porten, og så er det blot at følge vejen og stianvisningen – cityxee.com

Da La Turbie kun ligger få kilometer fra Monaco og Cap d’Ail, er det oplagt også at besøge disse byer.

Læs mere om Monaco og Cap d’Ail og hvad man kan opleve i disse to byer.

Af Tommy Sverre – 2024

Scroll to Top

Tilmeld nyhedsbrev