Se det flotte golfanlæg fra luften i denne video – ©Golf de Roquebrune
Golf de Roquebrune
Golfanlægget i Roquebrune-sur-Argens ligger mellem de travle og mondæne verdensbyer, Saint-Tropez og Cannes, på den sydfranske riviera. Men man finder hurtigt ud af, at livet også er den rolige og afslappende naturoplevelse, som dette resort byder på i rigelige mængder. Samt et godt måltid mad i restaurant La Table de Louis efter 18 udfordrende huller golf.
Tag på golfferie ved rivieraen
Golf de Roquebrune byder desuden på muligheden for et ophold over flere dage, da klubben råder over flere udlejningsværelser med tilhørende spa-afdeling. Og man behøver ikke at spille golf for at bo på det 5-stjernede resort tæt på mange andre ferieoplevelser i Sydfrankrig.
Anlægget præsenterede sig på bedste vis, da jeg og min golfmakker i april besøgte banen, som stod flot i en lysegrøn forårsdragt med blomstrende, violette Judastræer langs fairway. Temperaturen var behagelig, men vi var alligevel glade for, at have en buggy til rådighed. Banen er nemlig kuperet og med rigtig mange højdemeter, som spilles både højt op og langt ned.
Tilpas sværhedsgrad for alle
Omvendt var banen i sit layout overkommeligt, og langt de fleste franskmænd udfordrede sig derfor lige så meget på konditionen ved at spille til fods med udstyret på en trolley. Banen er ret ny, og hører derfor også til de lidt længere i området med en længde på knap 6.000 meter i par71.
Den oprindelige bane blev designet af den hollandske banearkitekt Udo Barth og åbnede i 1988, men havde i en årrække frem til årtusindeskiftet trange kår, og dele af banen blev lukket. Derefter trådte Delli-Zotti-familien til med ny kapital og stort, lokalt engagement for udvikling af både vindyrkning, golf og turisme.
Banearkitekten Michel Guyon redesignede de 18 huller, som genåbnede i 2009. I 2022 indgik klubben et samarbejde med Resonance Golf Collection, som dækker 13 golfbaner i Frankrig.
Dette samarbejde tæller også fantastiske baner som Golf de la Grande Bastide og Opio-Valbonne Golf Resort på rivieraen samt 20 andre golfbaner i Belgien, Holland og Luxemburg.
Det går op og ned
Men nok om klubbens historie – vi kom jo for at spille golf, og dét kom vi til. Først varmede vi golfsvinget op på en god driving range tæt på klubhuset og 1. tee. Derefter spillede vi os hurtigt ud i anlæggets vestlige ende med 3 par4-huller, hvor man lige skulle vænne sig til de relativt store højdeforskelle, som gjorde køllevalget svært og golfoplevelsen stor.
Hul 4 er banens første par3-hul, og den største udfordring var længden på 202 meter, som gjorde en bogey til en tilfredsstillende score.
Fra tee-stederne kunne det på flere huller være svært at se fairway, hvis man ikke kender banen. Derfor markerede to mellemstore cypresser, som stod cirka 150 meter ude på banen i hver sin side af fairway, den optimale retning for det første slag til bolden. Desværre nåede bolden ikke altid forbi sigte-cypresserne, som de hurtigt blev døbt.
Fantastiske panorama-udsigter
Fra den vestlige del af banen kom vi retur til klubhuset ved hul 9, og kunne halvvejs konstatere, at morgenduggen nu var helt forsvundet, og de velanlagte greens var blevet betragteligt hurtigere.
Samtidigt kunne vi fra mange af hullerne nyde en storslået udsigt mod Esterel-klipperne og bugten ved Fréjus og Saint Raphaël, så det var ganske svært at koncentrere sig om selve golfspillet. Alligevel spillede vi os rundt i den østlige del af anlægget på bag-9, hvor flere vandhazarder gav nye udfordringer til at slå bolden i den rigtige retning og længde.
Golf de Roquebrune er omkranset af en flot vegetation med mange forskellige træer, og på hul 17 er en mægtig paraplypinje brugt som en ekstra forhindring. Par4-hullet er udstyret med et højre-dogleg, og pinjen er placeret godt i knækket. Hvis bolden ikke bliver slået langt nok frem fra tee-stedet, er approachslaget mod green meget vanskeligt, og vil derfor med stor sandsynlighed ende i kronen på pinjen.
Udfordringerne står i kø frem til sidste hul
Vi kom forbi hul 17 og kunne slutte en dejlig runde golf med dagens sidst udfordring foran klubhuset. Hul 18 er et par3-hul på overkommelige 165 meter fra backtee, men med en stor sø undervejs. Den skal nødvendigvis passeres i første slag, hvis man ikke skal ødelægge en god score på det allersidste hul.
Der står flere skulpturer rundt på banen, og i søen ved hul 18 ligger en lille ø, hvor dagens sidste kunstværk danser en ballet med klubhusets terrasse i baggrunden. Vi nød selvfølgelig en stund på terrassen med en god frokost og læskende drikke til at genoprette væskebalancen med, mens vi blev underholdt af golfspillere, som i en lind strøm kom frem til hul 18 på en velbesøgt bane i hjertet af Provence.
Besøg golfklubbens hjemmeside: Golf de Roquebrune
Af Mikael Mortensen – 2024