Le Provencal Golf byder på god golf og rigtig god mad

Le Provencal Golf byder på god golf og rigtig god mad

Den lokale golfklub i Biot, Le Provencal, byder på et fint træningsanlæg, 9 overkommelige huller og en god og velbesøgt restaurant med fine lokale retter.

driving range Le Provencal Golf
Det hyggelige område omkring driving rangen på Le Provencal Golf – ©cityxee.com

Le Provencal Golf er en uhøjtidelig og velanlagt golfbane for alle

Midt i et tætbebygget område med både boliger, kontorer og let industri ligger en lille oase og gemmer sig i baglandet blot 5 kilometer fra Middelhavskysten ved Antibes. Vil man gerne spille golf uden at bruge hele dagen, så er de 9 huller en fin mulighed for en underholdende halvdags-aktivitet.

Træningsanlægget og en lille 6-hullers pitch and putt bane giver også nybegynderen mulighed for at snuse til denne forunderlige sportsgren, som engang var dyr og eksklusiv, men i dag er blevet en sport for alle. På anlægget i Le Provencal Golf vil hele familien kunne få en sjov og minderig oplevelse til en rimelig pris.

Frokostrestaurant med gode, lokale madretter

Allerede ved ankomsten til golfanlægget en tidlig hverdagseftermiddag fornemmer man en god og afslappet, ja næsten ferielignende atmosfære. Fra restauranten kan man nyde udsigten ud over træningsområdet med de maritime for-alper i baggrunden.

restauranten på Le Provencal Golf Biot
Restauranten er særdeles populær blandt de lokale i Biot – cityxee.com

Det er svært at overse, at området ikke kun besøges af golfspillere, for der er mange tjenere i restauranten, som er i fuld gang med at servicere de mange franskmænd fra nærtliggende kontorer, som holder frokostpause under de store parasoller på klubbens terrasse.

Det er faktisk et lovmæssigt krav i mange franske virksomheder, at personalet ikke spiser deres frokost på arbejdspladsen, og det udnytter brasseriet Le Club, som holder en god omsætning på de mange ikke-golfspillende frokostgæster.

Bemærk derfor også, at restauranten lukker relativt tidligt ved 17-tiden udenfor sommersæsonen, hvis I har lyst til at spille en eftermiddagsrunde, som vi netop har sat os for.

En overkommelig og ikke for svær bane

I eftermiddagsheden er det en fordel, at man kan leje en buggy, for selvom man kun spiller 9 huller, kan varmen hurtigt forstyrre den gode oplevelse, som banen i Le Provencal Golf faktisk er.

Det er ikke muligt at købe en baneguide, men det er heller ikke nødvendigt, da der er gode oversigtskort ved tee-stederne. Desuden er der på klubbens hjemmeside en fin foto-gennemgang af alle hullerne, hvis man har lyst til at forberede sig hjemmefra.

Banelængden på 2.370 meter fra den gule tee er overkommelig, og de 9 huller spilles i par med 35 slag. Layout-mæssigt vil man kalde banen en skovbane med moderate terrænspring, og såvel tee-boksene, fairway og greens er velplejede, om end der er enkelte slidte områder.

Green på hul 6, Le Provencal Golf Biot
Green på hul 6 ligger højt hævet over terrænet og giver dermed en flot udsigt til området og bjergene mod nord – ©cityxee.com

Værst er dog buggy-stien, som trænger til en grundig renovering, men det afpasses med en tålmodig hastighed i buggyen undervejs.

Spil de smalle huller med omtanke

Baneforløbet er veldesignet og med kort afstand mellem hullerne, og vi forlader træningsområdet med en fin udsigt over restauranten ved tee-stedet på hul 1.

Det er et overkommeligt par-4 hul på 265 meters længde og et blødt højre-dogleg, som jeg spiller fint med mit naturlige slice i drivet og gode chip efter et halvkikset approach-slag. Straks derefter skal banens sværeste hul spilles.

Hul 2 er et par-5 hul, som bliver smallere og smallere jo længere man slår sit drive. En smart måde at få de langtslående spillere til at tænke sig om en ekstra gang.

Tee-stedet på hul 2, Le Provencal Golf Biot
Tee-stedet på hul 2 – smalt og lige og dermed sikkert udfordrende for mange – ©cityxee.com

Derefter veksler banen mellem par-3 og par-4 huller, som alle er velanlagte og omkransede af varierende lave buske og løvtræer samt enkelte pinjer og oliventræer, som skærmer banen af mod de nærtliggende bygninger.

Husk at nyde runden en ekstra gang på restaurantens terrasse

Alt for hurtigt når man ud til den fjerneste ende af banen, når man vender kursen hjemad på hul 7.

Det er et kort par-4 hul med et skarpt venstre-dogleg, og på oversigtskortet ved tee-stedet kan den langtslående spiller se, at det er muligt at slå de 255 meter direkte mod green, som dog ligger omkring 10 meter højere end tee-stedet og er beskyttet af to greenside-bunkers. Et svært men ikke umuligt slag.

Jeg tager dog den fornuftige vej op ad fairway, hvorfra jeg med et rimeligt drive kun har 80 meter ind til midten af green.

Hul 9 , Le Provencal Golf Biot
Det afsluttende hul 9 må klares inden en velfortjent servering kan nydes – ©cityxee.com

Efter endnu to dejlige huller står vi pludselig igen ved klubhuset, og kan lige inden lukketid nå at sætte os ind i restauranten og nyde en sen frokost, mens vi mindes alle de gode golfslag, som vi slog ude på banen.

De dårlige og kiksede slag er for længst glemt, og tilbage er indtrykket af en fin runde på en bane, som er velplejet uden at være prangende, og som kan spilles for en rimelig greenfee.

Så hvis man har en halv dag i overskud, er Le Provencal Golf et anbefalelsesværdigt sted at bruge den.

Af Mikael Mortensen – 2022

Andre golfbaner på Côte d'Azur
Mandalieu-la-Napoule

Riviera Golf de Barbossi

Der er garanti for en helt speciel oplevelse, når du besøger Riviera Golf de Barbossi. Efter 18 huller på denne smukke bane er dit talent blevet udfordret indenfor både golf og kunst.

Grasse

Golf de la Grande Bastide

“What you see is what you get” på Golf Grande Bastide – her får du det, som du ser, nemlig 18 gode golfhuller uden blinde slag.

Grasse

Claux Amic Golf

I skovens dybe stille ro er præcisionsgolf nøgleordet på denne smukke skovbane nær Grassé mellem havet og bjergene

Mougins

Royal Mougins Golf

Royal Mougins Golf er golfmæssigt et førsteklasses højdepunkt på Côte d’Azur og en af Frankrigs ypperste baner

Grasse

Golf Saint Donat

Ved ankomsten præsenterer Golf Country Club Saint Donat sig flot med en bred søjleindgang til klubhuset flankeret af høje cypresser.

Scroll til toppen

Tilmeld nyhedsbrev

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.