Turbeskrivelse
Denne vandretur rundt Cap d’Antibes er simpelthen fantastisk på mange måder. For det første kan alle være med, da turen ikke er anstrengende.
Og for det andet er oplevelserne unikke, og der venter en perlerække af flotte indtryk på den ca. 4,8 km lange tur.
Turen starter ved La Garoupe-stranden og fører dig langs kysten af rigtig flotte stier til Argent Faux-bugten (også kaldet Milliardær bugten) og herfra gennem villakvartererne tilbage til udgangspunktet.
- Længde 4,8 km
- Sværhedgrad: Let
- Tidsforbrug: 1,5 time eksklusiv pauser
- Elevation: +/- 30 m.
Sagnet siger, at Tirepoil-stien (bogstaveligt talt hårtræk) tager sit navn fra den allestedsnærværende havvind, der rusker rundt i dit hår.
Naturen fra sin flotteste side
Langs hele kyststrækningen finder du de mest smukke og charmerende små bugter med det klareste vand man næsten kan finde.
Du vil også kunne opleve en varieret natur med et bredt udvalg af blomsterarter og skiftende landskaber. Hele området er beskyttet og skal respekteres på grund af den unikke flora og fauna.
Delfiner i havet
Hvis du holder skarpt øje ud over havet på den fine udsigtsterrasse, kan du være heldig at se delfiner boltre sig i havet.
Historiske bygninger
Med havet på den ene side, kan du på den anden side opleve nogle af Antibes’ historiske og arkitektoniske berømte bygninger.
Du passerer dem i nævnte rækkefølge: Chateau de la Garoupe fra 1907, Chateau de la Croë fra 1927, som i en periode var hjemmet til hertugen af Windsor og hans berygtede kone, Wallis Simpson (ejes i dag af Roman Abramovich) og sidst Villa Eilinroc fra 1867. Villaen var en gave til Antibes fra sin sidste ejer, Hélène Beaumont, tilbage i 1982 og repræsenterer på flotteste vis Belle Époque-æraen i fransk historie.
Strandene langs Cap d’Antibes
På denne tur kan du opleve i alt 5 strande. Turen starter fra Plage de la Garoupe, og derefter møder du i rækkefølge Plage Cap Cros, Plage Eilen Roc, Plage Argent Faux og til sidst Plage Baie Milliardaires.
Tilbage-turen fra Milliardærbugten
Når man kommer frem til Milliardær bugten går turen retur til udgangspunktet gennem villakvarterne ved at tage Avenue Mrs. Beaumont og derefter Avenue de la Tour Gandolphe.
CityXee anbefaler: Parker ved den store parkeringsplads langs avenuen André Sella.
Af Tommy Sverre – opdateret 2024