Turbeskrivelse – Vandretur Sentier Nietzsche
Vandreturen på Sentier Nietzsche kan enten startes i Èze Village eller fra strandvejen i Èze-Bord-de-Mer. Vi ankom i bil og parkerede ved togstationen i Èze-Bord-de-Mer og startede turen herfra. Man kan også tage hertil med tog og bus fra Nice.
I Èze-Bord-de-Mer er der som regel fint med parkeringspladser, og så får man også klaret den stejle del af turen først. Så kan man slappe mere af på vejen retur fra Èze Village.
Det er en forholdsvis kort strækning på blot 2,1 km, men da det går opad det meste af vejen mod Èze Village bliver konditionen en smule udfordret. Det er der heldigvis gode råd imod: Hold pauser, drik vand og nyd de flotte udsigter over området og havet.
Derefter venter der en af de smukkeste middeladerbyer på den franske riviera. Hele turen tager cirka 1 time at vandre inklusive pauser.
- Længde: 2 x 2,1 km
- Sværhedsgrad: Moderat
- Tidsforbrug: 1 time inklusiv små pauser
- Elevation: +/- 345 m
Turstart
Vi startede turen fra Èze-Bord-de-Mer og det er en tydelig markeret sti, hvor man ikke kan gå forkert. Stien starter blot 100 meter fra togstationen – se Google kortet sidst i artiklen.
Herfra er det blot at følge stien hele vejen op og nyde den flotte natur og de skønne udsigter. Der er to mindre strækninger på turen, hvor stien flader ud, så man kan få pulsen lidt ned igen.
Ankomst til Èze Village
Efter en lille times vandring ankommer man til Eze Village lige ved siden af Château Chèvre d’Or – det verdensberømte hotel og restaurant.
Du kan måske huske Château Chèvre d’Or fra filmen “The Bucket List” med Jack Nicholson og Morgan Freeman. De havde i filmen det berømte sted med på deres bucket list.
Det er også her, at opgangen til den gamle by i Èze starter. Læs mere om denne fantastiske middelalderby i vores by-historie om Èze og gå ikke glip af den eksotiske have helt på toppen af Èze. Selv i lavsæsonen er det alle pengene værd (entré 4€). Herfra er der nogle af rivieraens flotteste udsigter samt fine bænke til at sidde og slappe af på og nyde stemningen.
Retur til Èze-Bord-de-Mer
Turen tilbage til Èze-Bord-de-Mer går noget lettere, da det er ned af bakke hele vejen. Samtidig går man med front mod havet og kan nyde udsigterne fuldt ud.
Hvem var Friedrich Nietzsche?
Friedrich Wilhelm Nietzsche var en tysk filosof, åndstænker, kulturkritiker, komponist, digter og filolog. Nietzches arbejde har haft en stor indflydelse på moderne filosofi. Han skrev kritisk om moral, religion, kultur, filosofi, pædagogik og videnskab i en særegen filosofisk stil med brug af aforismer. Læs hele historien om Friedrich Nietzsche på Wikipedia.
Nietzsche boede i en periode i Èze og Nice, og blev ofte set vandre netop på denne sti. Derfor er den opkaldt efter ham.
Afslut eventuelt turen på stranden i Èze-Bord-de-Mer
Slutter du vandreturen i Èze-Bord-de-Mer, kan vi varmt anbefale at lægge vejen forbi stranden og nyde den lille kyststrækning i bugten langs Èze-Bord-de-Mer.
Tag lidt forfriskninger med og slå dig ned på stenbænken, der står langs stranden og nyd den friske havluft og solens varme stråler.
Af Tommy Sverre – 2024
CityXee anbefaler disse udflugter på Côte d'Azur
- Alle
- Haver & parker
- Strande
- Vandreture