Turbeskrivelse vandretur Monaco – Mala Beach (Cap d’Ail)
Dette er en dejlig frisk og betagende vandretur langs kysten mellem Monaco og Cap d’Ail med den idylliske strand Mala Beach som endestation.
Mala Beach ligger i en lille bugt omgivet af høje hvide klippeskrænter og her finder man liggestole og restauranter i sommersæsonen, som kan nydes mod behørig betaling.
Turen er ganske let og klares på ca. 60-80 minutter alt efter tempo. Den er dog ikke egnet for gangbesværede, da der er en del trapper på det sidste stykke ned til Mala Beach.
Er man “heldig”, så kan man på stien møde nogle af de kendte sportsstjerner, der bor i Monaco. De benytter nemlig denne kyststi til deres løbeture. Særlig i de timer, hvor der ikke er så mange mennesker på stien.
Undervejs er der fin mulighed for at sidde i skyggen og nyde lidt medbragt mad og drikke. Der er også fine muligheder for tanke vand og få sig et køligt skyl på den af de offentlige brusere, der er opsat langs stien.
- Længde: 2,6 km
- Sværhedsgrad: Let (ikke egnet for gangbesværede)
- Tidsforbrug: 1-1,5 timer
- Elevation: +/- 25 m
Turstart: Vandretur Monaco – Mala Beach (Cap d’Ail)
Turen kan startes fra enten Monaco eller Cap d’Ail. Vi ankom i bil til Monaco og startede vandreturen fra den lille parkeringsplads ved havnen Port Cap D’Ail. Fordelen her er, at det er let at finde parkering og så starter kyststien også lige her (se Google Map nederst).
Man kan selvfølgelig også starte turen fra Mala Beach, men det er ganske vanskelig at finde parkering, særlig i sommersæsonen.
Ankommer man i stedet med tog eller bus, så er det også et fint udgangspunkt, at starte turen fra Cap d’Ail.
Fra parkeringspladsen i Monaco ved Port Cap d’Ail er det blot at følge kyststien hele vejen til man når til Mala Beach.
Højdepunkter på turen Monaco – Mala Beach
Denne kyststrækning var særlig yndet af bl.a. Winston Churchill og Greta Garbo, der til tider boede på det daværende hotel Eden Palace i Cap d’Ail, som i dag er omdannet til luksus boliger.
Undervejs møder man bl.a. et skilt til et lille museum – Musée Villa les Carmélias – en Belle Èpoque-bygning, som vidner om Cap d’Ails prestigefyldte fortid. Her er alle højdepunkterne på turen:
- Stenmøllebrud fra middelalderen
- Monumentale Belle Èpoque-villaer
- Cap d’Ail
- Cap Rognoso
- Museum Villa les Carmélias
- Cap Mala
- Mala Beach
Af Tommy Sverre – 2022
- Alle
- Borge & slotte
- Events
- Museer
- Udflugter
- Vandreture