Alt om Saint-Tropez

Tilføj Fjern

Saint-Tropez

Saint-Tropez hører til blandt Côte d’Azurs største turistattraktioner. Med sin beliggenhed mellem Toulon og Cannes, er byen både en del af Provence og en del af Côte d’Azur. Selvom byen er indbegrebet af luksus og rigdom, har byen bibeholdt fortidens intime og hyggelige charme, som udspiller sig langs havnen og i særdeleshed i den gamle bydel.

High view over Saint-Tropez
På vej op til Citadellet er udsigten over Saint-Tropez ganske betagende

Saint-Tropez – fra et lille fiskerleje til nutidens glans

Det var maleren Paul Signac (1863-1935), der opdagede Saint-Tropez i 1892, dengang et ubetydeligt men idyllisk fiskerleje, som osede af Middelhavs-atmosfære. Han blev betaget af stedets uberørte idyl, og han både malede og skrev om de skønne motiver, han fandt. Det var gennem ham, at man første gang hørte om Saint-Tropez.

I tresserne og halvtredserne og tresserne blev det fredelige og charmerende fiskerleje også opdaget af filmstjerner og andre berømtheder som Brigitte Bardot, Federico Fellini og The Beatles, som i årene efter trak resten af jetsettet med. Saint-Tropez blev byen man kom for at se og blive set i. Og byen har ikke set sig tilbage lige siden.

Plakatvæg i museet Gendarmerie et Cinéma I Saint-Tropez
Filmen har sat et stort aftryk på Saint-Tropez og det kan opleves i museet “Gendarmerie et Cinéma”

I dag er Saint-Tropez kendt som jetsetternes legeplads og et sommerparadis for de rige og berømte. Her ligger de luksuriøse yachter lige så tæt i havnen, som modehusene gør i shoppinggaderne. Her er dømt luksus, lækkerhed og livlige nætter. Her venter glitrende hvide sandstrande og ægte fransk elegance, som kun Rivieraen kan servere det.

Hvor skal man bo og spise

Det er vigtigt at bo behageligt og spise godt. Uanset smag og budget kan du her gå på jagt efter lige det du søger: 

Værd at opleve i Saint-Tropez

Byens største seværdighed er uden tvivl den gamle havn og havnekajen, Quai Jean-Jaurès, med de gamle pastelfarvede fiskerhuse. I havnen kan man stadig se de gamle fiskerbåde ligge side om side med de enorme luksusyachts, kun et stenkast fra rækken af cafeer og restauranter.

Havnen med skibe i Saint-Tropez
Havneområdet i Saint-Tropez er et yndet tilholdsted for de fleste, der besøger byen

Bag caféerne langs havnen ligger den charmerende gamle bydel med snævre, befærdede gader og hyggelige pladser med små forretninger og restauranter.

Place de l'Ormeau i Saint-tropez
En af de mere stille og hyggelige pladser – Place de l’Ormeau – ©cityxee.com

Særlig hyggelig og travl er Place des Lices, der er en stor plads fyldt med caféer, hvor de lokale spiller pétanque og afholder forskellige markeder. Hver tirsdag og lørdag kl.7-13 er der blandt andet provencalsk madmarked på Place des Lices.

Ganske tæt på Place des Lices kan man også se byens flotte kapel af De Sorte Brødre, Chapelle de la Miséricorde, som stammer fra 1636 og funkler med sit farvebelagte tårn af glaserede fliser.

Blot få hundrede meter herfra ligger det imponerende, sekskantede citadel fra 1500-tallet med et maritimt museum, der fortæller om byens historie inden for søfarten . Herfra er der en betagende udsigt udover byens tage og bugten nedenfor. På vejen op til citadellet bør man gå forbi et af byens mest kendte vartegn – den italiensk barokke kirke fra 1784 med det gule klokketårn.

Værd at se i Saint-Tropez

Her er listet de vigtigste ting, der er værd at se ved et besøg i byen – se seværdighederne nederst på siden:

  • Citadelllet & det maritimhistoriske museum
  • Musée de Gendarmerie et Cinéma
  • Marché Provencal (tirsdag og lørdag)
  • Musée de L’Annonciade – kunst i verdensklasse
  • La Maison des Papillons
  • Gåtur langs havnen og i den gamle bydel

Saint-Tropez byder på spændende historie og rig natur

Byen har også en spændende historie, som man kan få et særligt indblik i ved at besøge på Citadellet samt det Kunsthistoriske museum, der er beliggende i den gamle bydel.

Desuden har halvøen en skøn og fredet natur, der indbyder til vandreture langs kysten samt besøg i de højtliggende landsbyer med fantastiske vinområder.

Gyldne sandstrande

Man kan ikke sige Saint-Tropez uden i samme åndedrag at nævne de populære strande. Særligtsandstranden ”Plage de Pampelonne” er i særklasse. Men også ”Plage de la Croisette” og ”Plage de Tahiti” er værd at nævne.

Pampelonne strand i Saint-Tropez
En af de fineste strande langs den franske riviera – Pampelonne Beach

Strand- og natklubberne er et kapitel for sig

Byen har et bredt udvalg af strand- og natklubber, der er populære både blandt berømtheder og almindelige turister. Nogle af de mest berømte strandklubber i Saint-Tropez er: Le Club 55, Nikki Beach og 5. Avenue på Pampelonne-stranden.

Af natklubber skal fremhæves ”Les Cave du Roy” (kendt for sin legendariske atmosfære og sine berømte gæster), Jimmy’z (kendt for sin elektriske stemning og sine festlige gæster) og Buddha Bar (kendt for sin asiatiske atmosfære og sine sofistikerede gæster) alle beliggende i centrum af byen.

Disse strand- og natklubber tilbyder noget for enhver smag, og de er en vigtig del af byens unikke ånd.

Shopping

Shopping-entusiaster kan få deres lyst stillet i de eksklusive tøjbutikker, som med alle de kendte mærker har åbent hver dag i sommersæsonen. Og man må heller ikke glemme byens mange kunsthåndværkere. Én gang om året sidst i oktober afholdes ”La Grande Braderie”, et kæmpe udsalg, hvor hele byens forretningsliv stiller op og rykker ud i gader og stræder med store rabatter samt fest og musik.

La Grande Braderie er et yndet udflugtsmål for en endagstur med færge fra de nærliggende havnebyer, men også fra Nice og Cannes.

Sådan kommer du til Saint-Tropez med færge

Opholder du dig ikke i umiddelbar nærhed af Saint-Tropez, kan man sejle hertil fra Nice, Cannes og Mandelieu. Det kan være en stor fordel at sejle til Saint-Tropez, da biltrafikken indtil byen oftest er et ”rent helvede”. Læs mere om færgeoverfarten her.

Uanset om du søger den særlige energi fra de berømte sommerfester eller den fredfyldte skønhed i charmen uden for sæsonen, er et besøg i Saint-Tropez lige så dynamisk, som det er uforglemmeligt.

Anbefalede sejlture og udflugter ved Saint-Tropez:

 

Restauranter & hoteller i Saint-Tropez
Spis og bo godt i Saint-Tropez. Find lige det, der passer dig i oversigten her:

Af Tommy Sverre - opdateret 2024

CityXee Rejseguide anbefaler disse unikke oplevelser på Côte d'Azur:

Scroll to Top

Tilmeld nyhedsbrev