Passion for sommerfugle
Sommerfuglehuset i Saint-Tropez er i sin helhed et originalt værk af den passionerede maler Dany Lartigue. En helt særlig tilgang til lepidopterologien, som er læren om sommerfugle. Både metafysisk og videnskabeligt er dette museum et ganske unikt sted i verdenen.
Museet blev skabt af Dany Lartigue med det formål at dele sin fascination og kærlighed til sommerfugle med offentligheden. Her kan de besøgende opleve mangfoldigheden af sommerfugle fra lokale og tropiske regioner.
Museet præsenterer en samling af mere end 35.000 smukke eksemplarer, og udfylder dermed en æstetisk, pædagogisk og videnskabelig rolle på én og samme tid. Sommerfuglene præsenteres på en unik måde, idet de er monteret i landskaber, som kunstneren selv har malet på forhånd. Dermed opleves sommerfuglene næsten som i deres naturlige biotop og naturlige levested.
Foruden alle de arter, som findes i Frankrig, indeholder denne storslåede samling også eksemplarer af eksotiske, udrydningstruede og ekstremt sjældne sommerfuglearter som for eksempel Black Apollo fra Mercantour-området i bjergene nord for Nice samt arter fra Amazonas og Salomonøerne.
Samlingen har en stor videnskabelig og uddannelsesmæssige interesse, og besøges hvert år af mange skolebørn og akademikere. Entomologer fra hele verden har udtrykt deres begejstring for Sommerfuglehuset i Saint-Tropez, hvor man oplever, at den almene interesse stiger år for år.
For at fremtidssikre museet ”Maison des Papillons” donerede Dany Lartigue det til byen, som i dag driver museet og hele tiden udvikler og vedligeholder samlingerne.
Se åbningstider og priser på museets hjemmeside.
Af Tommy Sverre – 2024