Pétanque – et spil for alle
For at kunne deltage i et ”slaw” pétanque, behøver man ikke at være født og opfostret ved Middelhavet, men man skal man kunne kaste en tung stålkugle så tæt på en såkaldt ”cochonnet” som muligt, allerhelst ramme den, hvor den ligger på banen.
Det lyder som noget fint og eksotisk, men det drejer sig i al sin enkelhed om en lille træklods, hvis fornemme navn på fransk skjuler ordet “gris” på dansk, men som ikke udsættes for større vold, end hvad der gemmer sig i kasterens beskedne armkræfter.
Det er pétanque-kuglen der styrer
Første gang man står med en af de kugler i hånden, der bruges i det populære udendørs konkurrencespil, undrer man sig såre over dens vægt og tyngdefornemmelse. Den er af massivt stål, vejer 650-800 g, og er tydeligvis beregnet til at blive kastet over korte, ikke lange afstande, på den bane af grus, der er skabt til formålet.
Ordet pétanque er afledt af det provencalske ”ped tanca”, som betyder ”at stå fast på jorden”. Det er kuglen, der skal styre én, ikke kroppen. Spillet kaldes også boule, som i virkeligheden er et fællesudtryk for de mange varianter af spillet, der findes, som alle er ældgamle og altid har været meget populære. Kastemetoden varierer også fra spiltype til spiltype, ofte anvendes direkte kast, ofte, som i bowling, underhåndskast.
Uden pastis ingen pétanque
I Provence snupper man gerne før spillet en pastis, den på stedet populære blanding af anis, lakrids og sukker, og god mad hører sig også til – man behøver trods alt kun én hånd til at sende kuglen af sted.
Læs også:
Glæden over alle tre dele starter i foråret, hvor banerne fejes rene, og spillerne gør sig kampklare. Pétanque, som er det mest kendte af kuglespillene, har for længst bredt sig ud over ikke mindst Sydeuropa, men også længere nord- og østpå.
Mange kommer hjem fra turistrejser i Sydfrankrig og går straks i gang med den nye hobby. Om pastis’en følger med, melder historien intet pålideligt om, men man forsager jo heller ikke just god mad, og en anden aperitif som igangsætter af spillet duer vel også? Nogle vil kalde det en forbedring.
Pétanque er “større” end FIFA
Det lyder utroligt, men i hele verden findes 76 nationale pétanque-foreninger, som har i alt 600.000 licensspillere under deres vinger. Her får selv fodboldens FIFA svært ved at følge med. Spillet har således stor anvendelse blandt amatører, men har også en særdeles seriøs tiltrækning for professionelle.
Husk apostroffen!
Den hårde kerne af franske pétanque-veteraner kan ikke lide, når spillet i andre landes stavemåder skrives uden accent over e i første stavelse, hvorved udtalen så fejlagtigt bør komme til at lyde som pø, ikke pe. Nidkære er de jo, de gode franskmænd.
Men ellers har kært barn som bekendt mange navne. Italienerne spiller f.eks. boccia og raffa, som er beslægtede boulespil. I Spanien spiller man petanca, hvor man bruger en stok til at slå til kuglerne med. Her kan også de ældste bysbørn være med.
Hvor stammer pétanque fra?
Kuglespil med forskellige former for kuglemål og spilleregler har som sagt været iblandt os meget længe. Fra f.eks. Egypten findes der beviser på dette, der er ældre end pyramiderne.
Pétanque er derimod et forholdsvist nyt spil. Så sent som i 1907 ændrede en gigtplaget mand ved navn Jules Lenoir fra byen La Ciotat nær Marseille på det dengang eksisterende spil jeu provencal, således at banelængden blev forkortet, og tilløb ikke længere skulle benyttes. Hermed var spillet pétanque født. Ny vin på gamle flasker.
Hvordan spilles pétanque?
Den udlagte bane skal efter reglerne være 4 x 15 meter og have et gruslag på 20 cms tykkelse øverst. (Man KAN dog også spille på græs). Enten er man 2 spillere med hver 3 kugler, eller 3 spillere med hver 2 kugler. Altså to hold, der spiller mod hinanden.
Det hold/den spiller, der vinder lodtrækningen, kaster ”grisen” ud på banen i behørig afstand. På skift kaster spillerne deres kugler i forsøg på at komme tættest på ”grisen”. Når alle kuglerne er kastet, gives point, dog kun til det vindende hold. Derefter tager man hul på en ny runde, indtil et af holdene har opnået 13 point.
Videon herunder forklarer spillet, så alle kan være med.
Spil på en af verdens mest berømte baner i Saint-Paul de Vence
Pétanque kan spilles af Gud og Hvermand, selv om det nok især er hos os dødelige, spillet folder sig ud i al dets vælde. Både høj og lav kan være med. Og det er lige så prestigefyldt at deltage, hvis man er slagterens nye svend eller bagerens yngste datter, som hvis man hører til de kendte og berømte.
På Place de Gaulle i Saint-Paul de Vence, af mange regnet for spillets kulturelle og geografiske centrum, kan man få en lektion i reglerne og en tid på en af stedets baner via turistkontoret, hvor man gerne praler med alle de kendisser, som igennem årene har trillet med de tunge kugler i byen. Også længe før ordet kendis blev moderne.
Det er ikke nødvendigt at købe pétanque-udstyr med hjem fra Frankrig. Man finder masser af forhandlere rundt om i verdenen, og de er nemme at opspore på nettet. Kugleskørhed kender ingen grænser.
Af Peter Sejersen – 2022, opdateret af Tommy Sverre – 2024