Nice, en tidløs by
Det er på mange måder en tidløs by, samtidig med at den rummer historie og kultur, der går mere end to tusinder år tilbage.
Byen har tilnavnet ”Nice la Belle”, hvilket betyder ”Nice den smukke”. Det var grækerne, der omkring 350 år f.Kr. grundlagde byen og opkaldte den Nikaia efter sejrens gudinde Nike. Et navn som i dag er verdensberømt inden for sportens verden.
Det er en by som gennem tiderne har skiftet hænder mange gange. Byens strategiske placering og tilstedeværelsen af en havn har gjort Nice til et strategisk knudepunkt på den franske middelhavskyst. I århundrede tilhørte byen hertugdømmet Savoy og det var først i 1860 at byen kom ind under det franske kongerige, da regionen Savoy og amtet Nice blev overdraget til Frankrig.
Naturskøn placering
Nice flotte placering med det milde middelhavsklima var med til at gøre området attraktivt for det engelske aristokrati i starten af 1800-tallet. Her begyndte et stigende antal velhavende englændere at tilbringe deres vintre her. I en tid hvor moderne centralvarme ikke var opfundet, så var det noget mere behageligt at bo i Nice om vinteren. Således startede middelhavsturismen.
Promenade des Anglais – en engelsk opfindelse
Det var også englænderne med præsten Lewis Way i spidsen, der i 1822 ansatte arbejdere til at bygge en promenade langs stranden. De lokale kaldte den ”Promenade des Anglais” engelskpromenaden. I dag er Promenade des Anglais blevet et vartegn for Nice sammen med Hotel Nesgresco, der blev bygget i 1922 og dominerer bygningerne langs promenaden med sin flotte Belle Epoque arkitektur.
I 1864 ankom jernbanen, hvilket gjorde Nice meget mere tilgængelig for nysgerrige besøgende og Nice har ikke set sig tilbage siden.
Et festfyrværkeri af mad og kunst
Ud over solen, promenaden og den lange kyststrækning, er det byens intense stemning der til trækker sine besøgende. Det er tydeligt at mærke, at Nice er influeret af den italienske madkunst og hvorfor den klare luft og det bløde skiftende lys har tiltrukket berømte malere, som blandt andet Chagall og Matisse.
Nice byder på en overflod af barer, cafeer og restauranter, som med deres afslappende stemning byder alle nationaliteter og aldre velkommen. Hertil kommer et stort udvalgt af oplevelser, hvor museerne er i international klasse. Gå endelig ikke glip af Musee Matisse, Musee Chagall og Musee des Beaux Arts.
Nice har det hele
Med sin internationale lufthavn blot 5 km fra centrum, næsten 200 hoteller, den langstrakte riviera med 7 km strand, et stort udvalg af aktiviteter, store events og kulturfestivaler, den charmerende gamle bydel og byens utallige forretninger – ja, så har Nice det hele!
Du kan se den komplette liste over Nice’ seværdigheder i listen ”Oplevelser i Nice” nedenfor og komme tættere på hver enkelt af disse spændende oplevelser.
Læs også: Hvad skal man se i Nice på en, to eller tre dage?
Af Tommy Sverre – 2023
Fakta om Nice
Indbyggere: ca. 345.000
Højde: 8 m
Lufthavn: 5 km
Strand: 0 km
Nærliggende byer:
Saint Laurent du Var 6,5 km
Villefranche-sur-Mer 8 km
Saint-Jean-Cap-Ferrat 10,5 km
Monaco 13 km
Antibes 28 km