Alle drømmer om den store gevinst
Hestevæddeløbsbanen på Hippodrome Côte d’Azur er ikke kun for spillefugle, men er en stor oplevelse for alle, som kan lide en anderledes eftermiddag eller aften med galop, trav eller steeplechase (forhindringsløb).
Det er selvfølgelig muligt at spille lidt på favoritten eller outsideren, men man kan også blot nyde den tætte atmosfære gennem panoramavinduerne i en af anlæggets tre restauranter, eller forsyne sig med lidt mad og drikkevarer i Snack-Baren.
Hen over en sæson er der mange løb. I perioder næsten hver dag, men læs hippodromens præcise program på deres hjemmeside.
En af Frankrigs største væddeløbsbaner
Hippodrome Côte d’azur blev anlagt i årene efter 2. verdenskrig i de skønne omgivelser helt tæt på Middelhavet i Cagne-sur-Mer mellem Nice og Cannes.
I Nice skulle den oprindelige væddeløbsbane vige pladsen for lufthavnen, og i Cannes havde byens hippodrom lidt store skader under krigen.
Derfor gik man i den almennyttige forening Société des Courses de la Côte d’Azur sammen om at anlægge den store væddeløbsbane, hvor der også er gode træningsfaciliteter og hestestalde samt en publikumstribune på nordvest-siden af banen med en imponerende udsigt over anlægget og Middelhavet i baggrunden.
Den nye væddeløbsbane var vært for de første løb i september 1952, og er et af Frankrigs største hestevæddeløbsanlæg med 2.000 parkeringspladser og plads til 12.000 siddende tilskuere, heraf halvdelen på tribunen.
Show for alle pengene
Hestevæddeløb har altid været et farverigt show, og man behøver ikke at være heste-ekspert for at få en uforglemmelig oplevelse. På løbsdagen bør man komme i god tid, så man kan se de imponerende heste og jockeyerne i deres farvestrålende dragter tæt på ved præsentationerne.
Spil et par euro på et godt odds og kryds sammen med alle de andre tilskuere fingrene for, at det netop er dit spillenummer, som suser først over mållinjen efter et langt og intenst løb.
Spisesteder
- Le Pesage er en gastronomisk restaurant
- Le Paddock er et brasserie
- L’Hippocafet er et cafeteria
- Les Snack-Bars er til den hurtige sult eller tørst.
Priser
Entré 5 euro, gratis for børn under 16 år.
I ferierne og weekenderne i december, januar og februar arrangeres gratis specielle aktiviteter for børn. Kom tæt på ponyerne og prøv et cykel-sulkyløb og den oppustelige hoppepude. Se de præcise tidspunkter på hippodromens hjemmeside: https://hippodrome-cotedazur.fr/site/
Der er gode parkeringsfaciliteter bag tribunen på anlæggets nordvest-side.
Af Mikael Mortensen – 2022
- Alle
- Actionsport
- Borge & slotte
- Kirker & kapeller
- Kunst
- Museer