Spændende butikker i Carré d’Or
Særligt i gaderne Rue Longchamp og Rue Alphonse Karr finder du det nyeste fra de store franske og udenlandske modehuse til både kvinder, mænd og børn.
Gå i stedet i Rue de la Liberté, på strækningen fra Place Magenta mod vest, hvis du vil kigge efter trøfler, olie, laks, frisklavet pasta, chokolade eller kager. I det fineste lille konditori, Maison Celine, kan du nyde en kop kaffe og en kage. Det er dyrt, men smager himmelsk! Der ligger også et godt lille økologisk supermarked på Place Grimaldi, som har både grønt, ost og slagtervarer.
Byens skyggefulde oaser
Har du lyst til en lidt længere tur, er flere gader gennem Carré d’Or i det centrale Nice blevet renoveret og er nu de dejligste oaser i byen. Gaderne er blevet ensrettet, der er etableret cykelstier og plantet palmer, træer, blomster og buske langs vejen. De nye gader har også tiltrukket mange specialbutikker.
Du kan gå fra Rue de l’Hotel des Postes i øst via Rue de la Liberté og Rue de la Buffa til Boulevard Gambetta i vest. Eller du kan gå ad Rue Pastorelli i øst via Rue du Maréchal Joffre og til Boulevard Gambetta i vest.
I rask gang tager turen fra øst til vest ca. en halv time. Undervejs er der oplagte muligheder for at tage et hvil, enten i en af de velholdte parker eller med en kop kaffe på en af de mange cafeer.
Fotogalleri Carré d’Or Nice
Bienvenue á Nice Carré d’Or!
Af Birgitte Kjelgaard Andersen – 2024