Vaskehusene i Frankrig og deres historie
Vaskehuset er et meget almindeligt kulturelement i det franske landskab. Så almindeligt, at selv forbipasserende normalt kun kigger på det hurtigt. Og ved første øjekast ser de alle ens ud.
Besøgende drages ofte til et kapel eller en herregård, men sjældent til et vaskehus, selvom de fleste af disse i dag er blevet flot restaureret.
Vaskehusene blev til ved lov
De fleste vaskehuse er fra 1800-tallet, fordi det endelig blev indset, at det beskidte vasketøj forårsagede spredning af sygdomme som kolera, mæslinger eller kopper, der hærgede dengang.
Der var private vaskehuse, som ejerne undertiden stillede til rådighed for beboerne, men kun få offentlige vaskehuse.
Ved en lov af 3. februar 1851 besluttede staten at dække op til 30% af byggeomkostningerne ved fælles vaskehuse. Dette startede en bølge af konstruktioner, der ramte alle kommunerne i Frankrig.
De blev typisk placeret i udkanten af bymidten og nær naturlige kilder med vand. Og de kan i udførelse variere fra det meget enkle til ganske storslåede. Nogle med fantastiske udsigter over Middelhavet som f.eks. vaskehuset i Monaco.
Men bortset fra kravene til hygiejne og renlighed kombinerede vaskehusene to væsentlige funktioner: Den ene praktisk, den anden social.
Datidens vaskemetode
For det moderne menneske, der er opvokset i vaskemaskinens æra, er man vant til, at det meste arbejde med vasketøjet foregår centralt omkring tøjet. Sådan var det ikke i gamle dage. Lad os huske, hvordan man stadig vaskede tøj i starten af 1800-tallet.
Først og fremmest var denne operation ikke særlig hyppig. Sengelinned og tungt arbejdstøj kunne meget vel kun vaskes to gange om året under den “store vask”, andre tøjstykker i bedste fald hver uge.
Det meste af arbejdet, udelukkende kvindeligt, fandt sted hjemme eller i gårdhaven. Det beskidte vasketøj blev lagt fladt ud i et stort træbadekar og fyldt med lunkent vand.
Efter næste dag at have tømt karret for vand blev et stort linnedstykke strakt ud over tøjet.
På linnedstykket spredtes et lag aske, omhyggeligt reduceret til pulver. Asken kom typisk fra brændt egetræ eller tørrede bregner. Denne aske, rig på kalium-carbonat, har siden antikken været kendt for sin rensekraft. Over dette lag blev spande med varmt – men ikke kogende – vand langsomt hældt i karret for at opløse pletterne, og vasketøjet lå derefter natten over.
Det var først på tredjedagen, at karrets indhold blev transporteret til floden eller til vaskehuset, i kurve eller i en trillebør. Det var dér, at hvert stykke tøj blev skyllet i klart vand, slået, skyllet igen og derefter vredet og bragt hjem for at tørre på græsset, på en hæk eller over en ledning.
Og sæben, vil du sige?
Det er ganske simpelt! Indtil midten af 1800-tallet eller deromkring var der ingen sæbe!
Eller rettere – den var for dyr, og størstedelen af befolkningen havde ikke råd til den.
I 1856 erstattede metalvaskekarret gradvist trækarret, og da prisen på sæbe blev overkommelig, blev tøjvask også hyppigere.
De offentlige vaskehuse blev derefter opgraderet, så de ikke kun blev brugt til skylning. Bunden af bassinet var brolagt og siderne undertiden udstyret med bænke til deponering af vasketøjet. Gulvet i periferien blev cementeret, så vaskekvinderne kunne stå med vaskekurven på flad og tør jord og ikke længere i mudder, når de knælede for at sæbe og slå tøjet.
Nogle vaskehuse fik endda et tag for at beskytte vaskekonerne mod dårligt vejr.
Datidens Facebook
Vaskehusets sociale rolle var vigtig. Det er her, veninderne mødtes. De lo, og det var tydeligt, at snakken var udbredt.
Kvinder, der ikke kunne få passet deres små børn, bragte dem med til vaskehuset.
Enhver mandlig voksen tilstedeværelse var forbudt, og i tilfælde af en lovovertrædelse blev manden undertiden pågrebet og kastet i vandet til hele gruppens latter og hån.
Fra da af forstår vi hvor vigtigt det var, at tøjvask blev gjort mere tålelig, takket være en munter atmosfære.
Det er denne sociale rolle, der giver vaskeriet sin betydning. Det er også sandsynligt, at der her blev udviklet en første bevidsthed om uretfærdigheder som følge af den tids undertrykkelse af kvinder.
Renovering af vaskehusene
Tiderne har ændret sig, og vaskehusene vil aldrig genvinde deres tidligere betydning.
I stedet for at gøre dem til skinnende museumsgenstande, der altid venter på deres forsvundne vaskekvinder, er vaskehusene nænsomt renoveret for at fremvise dem i et indbydende miljø, så vi måske vil gå på opdagelse i deres oprindelige virke og vise behørig respekt for datidens vaskekoner.
Der findes en fransk hjemmeside med en oversigt over vaskerier i hele Frankrig – www.lavoirs.org – desværre er deres site ikke super overskuelig.
Af Mikael Mortensen – opdateret 2024
