Turen til Notre-Dame de la Menour
Turen til Notre-Dame de la Menour skal planlægges grundigt. Kapellet ligger 30 kilometer nord for Menton oppe i bjergene i 780 meters højde ved en serpentinervej, som det traditionsrige Monte-Carlo Rally besøger hvert år i januar.
Vi anbefaler, at hvis man kommer fra en af byerne langs kysten, at køre mod Menton og tage D2566 mod Sospel og derfra videre mod Moulinet.
I 3 kilometers afstand fra den lille by Moulinet leder en trappe op til kapellet, og du kan parkere bilen på den lille grusparkering på højre side lige inden man kører under viadukten (fra Sospel). Du kan se parkeringspladsen på dronevideoen herunder.
Det er besværet værd
Når du først står ved trappen op til kapellet, er det hele turen værd. Selve trappen op til kapellet blev klassificeret som et historisk monument i 1937, og bygningen har mere end tusinde år spillet en vigtig rolle i den franske historie.
De tidligste oplysninger fortæller, at den hellige bygning oprindeligt indgik i forsvarsværket ved Chateau Menour i det 12. århundrede. Kun en lille del af den østlige slotsvæg, som krydser bjergvejen er bevaret, men den viser, at kapellet forsvarede den sydlige adgang til slottet.
Kapellet har mod nord hele to apsisser, som er tilbygget på forskellige tidspunkter. Den ene har en uregelmæssig form, som stammer fra slutningen af det 12. århundrede, mens den anden har en mere regelmæssig rumlig form, som arkitektonisk indikerer, at den blev bygget cirka hundrede år senere. Og senest – i det 17. århundrede – blev bygningen udvidet og ændret i dens retning, så koret nu er orienteret mod den østlige side af kapellet.
Indvendigt er møblerne og de store freskoer i hvælvingerne af nyere dato. Og facaden og en del af taget er renoveret i 2019.
Åben tre gange om året
Kapellet er kun åbent for messe tre gange om året. To gange i påsken og en enkelt gang i september.
Frokost ved kapellet
Når du besøger Notre-Dame de la Menour, anbefaler vi et pitstop i Moulinet eller i Sospel, som ligger 10 kilometer syd for kapellet. Begge byer byder på gode muligheder for en kop kaffe eller en frokost. Og hvis du tager en madpakke med, tilbyder det lille område uden for kapellet en bænk med en fantastisk udsigt til frokosten.
Området er også kendt for mange gode vandreture.
Se andre interessante kapeller på Côte d’Azur.
Af Tommy Sverre – 2024