Advokaten skaber tryghed i hele købsprocessen
Det er en klar fordel at tilknytte en advokat allerede tidligt i forbindelse med et boligkøb i Frankrig; og i særdeleshed en advokat, der taler fransk og er specialiseret i franske forhold og ejendomshandler.
Fordelen ved at have en fransktalende advokat er, at denne bl.a. kan stå for kontakten til notaren, så du slipper for at skulle rejse til Frankrig for at skrive under hos denne. Ud over selve ejendomshandlen, er det også en god ide, at advokaten kan rådgive dig omkring fransk arveret, som er meget forskellig fra den danske.
Franske arveregler
I Frankrig opererer man f.eks. ikke med uskiftet bo som i Danmark. Det betyder i tilfælde af dødsfald, at den faste ejendom under normale forhold skal skiftes efter franske arveregler – også selv om man er bosiddende i Danmark. Det betyder, at det er børnene som skal arve, hvis en af forældrene/ejerne går bort, og kun en mindre del arves af den/de efterladte ægtefælle/ejere.
Dette kan dog imødekommes ved at ejendommen købes gennem et såkaldt SCI – et fransk ejendomsselskab.
SCI – et fransk ejendomsselskab
Et såkaldt SCI – Société Civile Immobillière - kan sammenlignes med et dansk interessent-selskab. Et SCI kan med fordel oprettes, så snart der er to eller flere ejere til køb af en ejendom. Det kan være et ægtepar, kærestepar, familie eller venner, som ønsker at købe en ejendom sammen.
Gennem et SCI erstattes arvereglerne i fransk arveret til de bestemmelser, som er nedskrevet i vedtægterne i det franske SCI. På den måde bestemmer I selv, hvordan ejendommen skal arves og handles i tilfælde at et helt eller delvist frasalg.
Af Tommy Sverre – 2023